Wecare taskerne blev udviklet ud fra vores egen erfaring med arbejde blandt socialt udsatte kvinder på gaden, herberger, varmestuer og i tæt samarbejde med samarbejdspartnere. Her oplevede vi, at socialt udsatte kvinder, særligt kvinder i hjemløshed og sexarbejde, manglede adgang til toilet- og badefaciliteter, og at de har dårlig økonomi, der gør, at de ofte ikke har råd eller adgang til menstruationprodukter.
Det giver kvinderne en forringet nedre hygiejne men kaster også flere konsekvenser af sig for kvinderne. Når udsatte kvinder ikke har de rette muligheder for at opretholde en god hygiejne i menstruationsperioden, og de eksempelvis går rundt med det samme bind i flere dage, kan det på længere sigt medføre en række sundhedsrisici, eks. underlivsbetændelse, øget risiko for infektioner eller svamp, og nogle kan have sygdomme som endometriose i årevis uden at opdage det, fordi vi ikke taler om menstruation og underlivet.
Det er altså ikke kun mangel på hygiejneprodukter og sanitære forhold, som Wecare tasken hjælper på men også et sprog og åbningen for at kunne tale om underlivet og kvindespecifikke problematikker med de relationsmedarbejdere, de møder.
Med WeCare tasken får kvinderne de nødvendige menstruations- og hygiejneprodukter samtidig med, at den pæne, værdige og praktiske indpakning skaber glæde ved at signalere omsorg og omtanke.
Mønsteret til tasken har udviklet sig over tid, efter tilbagemeldinger fra kvinderne, der modtager dem. Wecare tasken er blevet lidt mindre i størrelsen, da mange af kvinderne i forvejen slæber rundt på mange ting.
Nogle kvinder bærer dagligt rundt på alt de har, imens de venter på at natherberget skal åbne. Nogle kvinder bor på gaden og har derfor altid alle deres ting på sig, mens andre bor på herberger men måske ikke kan holde ud at opholde sig der i løbet af dagtimerne, fordi de har det svært psykisk eller fordi, der er et miljø, de ikke vil være en del af. Tasken har fået en snor til at lukke- eller hænge den op på et offentligt toilet og små lommer, så vi sikrer, at produkterne ikke ryger ud.